+45 32 59 86 31 kontor@landsbyskolen.dk

Mobilpolitik for Landsbyskolen

På Landsbyskolen vil vi gerne udvikle og skabe fællesskaber gennem samvær, fokus og nærvær, og derfor understøtter vi en skoledag, hvor eleverne ikke møder digitale forstyrrelser, men hvor mobiltelefoner alligevel, i vores digitale kultur, kan være et naturligt element i elevernes hverdag, når dette sker med en faglig begrundelse.

Vi indsamler derfor mobiltelefoner ved skoledagens begyndelse – men de udleveres, hvis de skal bruges i undervisningen, eller når skoledagen er slut.

Dette fordi:

Vi ønsker aktive pauser, hvor eleverne har gode muligheder for at bevæge sig og være sammen socialt.

Vi ønsker fokuserede timer, der ikke forstyrres af mobiltelefonen, men hvor telefonen kan tages frem, hvis undervisningen kræver det.

Vi ønsker en løbende samtale med eleverne om mobilens muligheder og faldgruber, herunder lovgivning, sprog og etik.

Vi ønsker at vores elever får digital dannelse og kan bruge deres mobiler som et effektivt læringsredskab. Mobiltelefoner benyttes derfor i undervisningen på lærerens anvisning.

Men mobiltelefoner benyttes ikke uden begrundelse.
Vi har som skole en forventning om, at forældre og elever anerkender, at ekskursioner og lejrskoler er skoledage og lærerne derfor sætter reglerne for brug af mobiltelefonen.

Alle regler gælder som udgangspunkt også for IPads og pc’er – brug dem fornuftigt, og luk dem, når du skal være sammen med dine klassekammerater. Det skaber gode sociale relationer.

Vores etiske regler til elever:

💙 Tænk dig om, når du bruger din mobiltelefon i skolen.

💙  Brug ikke nedsættende/ diskriminerende, hånende sprogbrug om andre eller til andre.

💙 Send ikke trusler til andre – det er strafbart, og det er mobning.

💙 Lad dig ikke fotografere/optage, hvis du ikke er helt sikker på, hvad billedet eller filmen skal bruges til.

💙 Det er under ingen omstændigheder tilladt at filme andre uden deres samtykke – dette gælder både film af andre elever OG lærere.

 

En person på et billede kan altid kræve billedet slettet.

Digital dannelse – gode råd til forældre

Internet og mobil i børnehøjde

Hvis du gerne vil spille en aktiv rolle i børnenes hverdag så tag udgangspunkt i, hvordan internettet og mobilen opleves i børnehøjde. At internettet er et sted, hvor børn og unge finder og udvikler relationer, hvor de køber ind og henter musik, film, viden og underholdning. Og at mobilen er en vigtig tråd, når det hele skal bindes sammen. 

Her følger Medierådets 10 gode råd til, hvordan du lærer børn færdselsreglerne på internettet og mobiltelefonen.

10 gode råd, når ungerne går online.

  • ACCEPTER, at medierne er en del af børn og unges virkelighed. Mobilen og internettet forsvinder ikke, så du kan lige så godt tage børnene i hånden og følge med derud. Vis dem vejen – ligesom ude i trafikken

  • TAL med børnene om, hvilke sider de besøger, hvad de laver derude, og hvordan de bruger mobilen. Lyt og lær og skab dialog, så de er trygge ved at fortælle dig om deres oplevelser. Brug for eksempel tiden over aftensmaden eller i bilen og vær aktivt spørgende og interesseret uden at virke spionerende

  • ORIENTER dig og følg med. Besøg de sider, de unge besøger – gerne sammen med dem – og find ud af, hvad det egentlig går ud på. Chat, send en sms, spil med – prøv selv! Vis interesse i stedet for frygt, der ofte bunder i manglende viden om de nye medier

  • UNDGÅ forbud – sæt i stedet realistiske grænser. Hvis du selv følger med, så er det lettere at sætte grænser, som alle kan leve med. Lav en mediepolitik for brug af mobil, internet, webcams, spil osv. Og lav den gerne i fællesskab med børnene

  • HUSK på, at nysgerrighed og grænsesøgning er naturlig, og at dit ansvar ikke kun går ud på at sige NEJ, men i høj grad på at være den voksne og ansvarlige sparringspartner, når grænserne skal prøves af

  • LYT til børnene, når de prøver at inddrage dig. Og lyt også til det, der ikke bliver sagt. Læg for eksempel mærke til forandringer i deres adfærd. Er de kede af det? Virker de bekymrede? Tag initiativ og vis, at de kan tale med dig om det, der optager dem

  • REAGÉR på ulovligt indhold eller adfærd. Lær dit barn, hvad der er rigtigt og forkert på nettet, så de lærer at skelne og reagere på ulovligt indhold og adfærd. Det kan for eksempel være ulovlig download af musik og film, identitetstyveri eller hacking

  • UDVEKSL erfaringer med andre voksne. Du er ikke alene med dine problemstillinger, udfordringer, og det er oplagt at dele erfaringer

  • LÆR børnene at bruge den sunde kritiske sans. At de bør være varsomme med at dele informationer eller møde nye mennesker  på nettet, og hvis de vil mødes i virkeligheden. Nettet indeholder desværre også ubehagelige og ulovlige ting, som de bør være på vagt overfor

  • BRUG tekniske hjælpemidler som for eksempel software med omtanke. Filtre, der sorterer i de sider, børnene kan besøge, kan være en meget unuanceret måde at sætte grænser på, hvis de ikke sættes rigtigt op og målrettes den rigtige aldersgruppe. Kontakt din internetudbyder for dine muligheder og deltag aktivt i at indstille filtrene.

Kilde: www.medieraadet.dk